Hun bliver bevæget og bevæger sig.

Gennem årenes og tidernes cykliske kreds

Gennem blålys og festernes glatte lag, som godt nok har en buffet af lokkende lækre æbler.

Mod døre, der står på klem.

Hvad har de mytiske skygger at sige hende? Drømmenes guidende veninder. Som hver på deres måde, hvisker hende frem i stier af ordløs viden.

Som ikke giver klare svar på spørgsmål, men ægger til sansning.

Til at lægge sig i Nyx arme, se med Lucias øjne, stå ved korsvejen sammen med Hekate og en særlig nøgle, mærke Innannas sultne ild i maven og lytte til Sophias væv af indsigt.

Kan frostspejl splintres?

Hvad sker der, når en jernlady – digtsamlingens initierende figur fra skrammelpladsen, der insisterer på kontakt med det ukendte, går dem i møde?

Hvem er Tø — og hvorfor smager hendes lyd bedre end (Eris) æbler?

Digtene giver ikke de færdige svar. Måske kan de mærkes.