SMUK

Da du

som et lille spædt frø –

rundet af fint stjernestøv,

løsnet fra din trygge kapsel,

prisgivet den jord du landede i –

åbnede alle

sansekanaler

vidt op

mod verden,

var du smuk.

Da du

som et splejset, klejnt kim –

bevæget af legens kraft

på rejsen mod din egen stemme,

forundret,

påvirkelig af

den jord, du fæstede rod i –

gradvist voksede

ind i verden,

var du smuk.

Når du

som vækst i flor

og tro mod lyden i din kerne

nænsomt gi ́r den klang og tone,

fordybet,

fokuseret

finder mod og grokraft

i den glød, du næres af

og folder lyden ud

for verden,

er du smuk.

© Bitten Markussen