
Omslag og illustrationer af Joanna Jensen
FLOW
Det er muligt
at gøre holdt
i øjeblikke
udenfor den tid,
der ordner dine dage
i begyndelser og afslutninger;
at dukke sig lidt der
for den Urokkelige;
sandets siven
gennem bristet glas,
trådens trætte slip
under Kronos løb
et sted, engang -
forsvundet, fordybet, lyksalig
at plukke af
de vilde, valmuerøde blomster
i dine så tit oversete,
så sporadisk huskede
drømmes dalstrøg -
filtrede, imposante vildnis
ubundne af dagenes orden -
at fæstne dem i en
trøsterig tråd;
binde dem
i guirlander
af liv,
af mening,
af samhørige sammenhænge
for dig,
for dem,
der må tage tråden op,
for tid og evighed
© Bitten Markussen

