Hvem er jeg?

POETIK

Noget om tematik og udvikling i RUSALKA GÅR NU, I STIERNE og Nogen har tabt en appelsin på isen, som forfatteren ser det.

I RUSALKA GÅR NU, I STIERNE og Nogen har tabt en appelsin på isen udfoldes et poetisk univers, hvor natur, psyke og kreativitet væves tæt sammen. De tre samlinger kredser om menneskelig udvikling, søgen, forvandling og evnen til at være i tilværelsens modsætninger uden nødvendigvis at skulle ophæve dem.

Naturen er ikke blot baggrund for menneskers liv. Planter, dyr, vand, jord, is, lys og årstider bliver billeder på processer, mennesket selv er underlagt. De minder mennesket om, at det selv er del af større organiske og cykliske sammenhænge.Samtidig bevarer naturfænomenerne deres konkrete egenart.

Fra frigørelse til fortløbende integration af stiernes visdom.

I RUSALKA GÅR NU er bevægelsen udad og fremad ret markant. Og samlingen ender i bevægelse. Titlen rummer også et opbrud. Rusalka går nu. I digtet Nattur med Pjerrot er den vandrende bange. Modet består i at fortsætte bevægelsen. Mens hun går, opdager hun, at hun allerede er mættet af det lys, hun søger. Digtene undersøger muligheden for at frigøre sig fra bindinger, møde frygt og mørke og flytte sig mod en mere levende og umiddelbar kontakt med sig selv. I bevægelsen viser dét, som den søgende bevæger sig mod, sig ikke nødvendigvis som en stabil sandere kerne, men som nerve, rytme, krop og livskraft.

I I STIERNE forskydes bevægelsen lidt. Her bliver naturens kredsløb tydeligere, og udvikling fremstilles som ikke-lineær og organisk.

Spejlet er et karakteristisk figur. Tidligt møder læseren kvinden på skrammelpladsen som et arret, blindt Spejl / spejlende ar i al Synlighed. I digtet Højmosens spejl spejles krig, menneskelig grådighed og naturens organiske liv. Naturen optræder ikke kun som et spejl, hvori mennesket kan genkende sig selv. Den placerer det i større (og korrigerende) naturlige og tidslige sammenhænge.

Arketypiske og mytologiske skikkelser har en vigtig rolle. Figurer som Nyx og Hekate optræder som guider i drømmelignende landskaber og ledsager den søgende ind i områder, hvor den rationelle og vågne bevidsthed ikke længere kan orientere sig alene. Men guiderne giver ikke færdige svar. Tværtimod gives autoriteten tilbage til den søgende selv. Et eksempel er Hekates nøgle og lys, som bliver til billeder på en indre orientering.

Vejen findes ikke nødvendigvis på forhånd. Den bliver til gennem bevægelsen. Det er en væsentlig udvikling fra Rusalka samlingen. Det bliver mindre et spørgsmål om at finde vej og mål og mere et spørgsmål om at finde et hjemme i stierne. Helhed er ikke en sluttilstand, hvor den søgende endelig har fundet sin sande kerne. Den bliver snarere evnen til at stå i forbindelse med stadig flere dele af sin egen og verdens natur og til i stigende grad at kunne tåle sin egen kompleksitet og forvandling i de "stiløse" stier. Som tilhører nuet, og som er organiske og ikke asfalterede!.

Fra sti til rum.

I Nogen har tabt en appelsin på isen bliver det dvælende mere central end bevægelse.

Det blå, isen, sneen og hvidheden står over for appelsinen, solen og varm orange. Men samlingen opstiller ikke en enkel modsætning mellem negativ kulde og positiv varme. Kulden kan være et hvilested, beskyttende og nødvendig. Det frosne er ikke altid dødt, og stilstand er ikke altid stagnation. Titlens appelsin er et koncentreret billede på varmen, der som en sær lille sol ligger på den kolde is uden øjeblikkeligt at opløse sit kolde underlag. Digtene undersøger ikke kun modsætningerne, men også det, der kan opstå i mødet mellem dem.

Her kommer udviklingen mod at blive et helstøbt menneske og sig selv til at handle om evnen til at rumme tilværelsens yderpunkter: eksistens og opløsning, kulde og varme, stilhed og sprog. Forvandlingen sker ikke nødvendigvis ved at bevæge sig fra et sted til et andet eller ved bevægelsen i stierne i det hele taget, men ved at kunne stoppe op og blive ved yderpunkterne hver især og i spændingen mellem dem.

Stilhed, sprog og kreativitet.

Intuitionen, kreativitet eller det at skabe noget er et gennemgående tema i alle tre bøger, som selve det, hvorigennem erkendelse opstår. Billeder, drømme og ord kan fremkalde noget, som endnu ikke har fået form. I Nogen har tabt en appelsin på isen får ordene en særlig plads. De kan gemme sig, fryse til og gå i hi. De kan ikke altid findes frem. Stilheden bliver ikke sprogets modsætning, men et rum, sproget kan vokse ud af. Noget væsentligt kan ikke presses frem. Det må undertiden have tid til at modnes som naturens egne processer.

Et sanseligt symbolsprog.

Ord hentet i biologi, anatomi, meteorologi, mytologi, kosmologi mødes i digtene. Psykiske erfaringer får stoflig karakter gennem blod, nerve, hud, jord, vand, is, frø, lys og temperatur. Samtidig bliver sproget gradvist mere koncentreret. Særligt de to sidste samlinger danner de tilbagevendende billeder tilsammen et tættere symbolsk netværk. Fisk, fugle, is, frø, farver, stier og appelsiner er ikke fastlåste tegn med én betydning. De genbruges og også med flere betydninger.

De korte linjer og en i de to sidste samlinger større mængde hvidt papir og kapitelinddeling omkring ordene skaber også en åbenhed Formen skaber pauser og kræver en langsommere læsning. Sproget beskriver derfor ikke blot dvælen og stilhed. Det lader læseren erfare dvælen og stilhed. Der opstår et større betydningsrum med færre ord.

Bøgernes visuelle udtryk skal ses som en forlængelse af symbolsproget. I alle tre. Et eksempel er omslaget til Nogen har tabt en appelsin på isen, hvor en lille orange form mod et stort køligt isfelt kondenserer samlingens spænding mellem modsætningerne. Og billedet er flertydigt: appelsin og lille sol på samme tid.

Samlet om de tre.

Læst samlet tegner de tre digtsamlinger en bevægelse fra frigørelse over integration mod endelig en større tillid til det dvælende og det endnu ufærdige.

Rusalka går nu spørger, om mennesket (hun) tør bevæge sig.

I stierne beskæftiger sig med det forhold, at vejen bliver til undervejs, og den måde møderne med drømmenes guider gradvist kan blive til (hendes) indre orientering.

Nogen har tabt en appelsin på isen spørger, hvad der sker, når man ikke straks går videre, men bliver i henholdsvis kuldens og varmens rum. Og i mødet og spændingen mellem de to.

Udviklingen er ikke lineær, og ingen af bøgerne afslutter den foregående. Snarere forskydes tyngdepunktet. Det gennemgående er en poesi, der søger helhed uden at søge facit.

Dette er blot mine ord, og der kan læses mere ind i digtene. Helt afhængigt af læseren, og hvor hun er i det nu, hvor hun læser.